Penge og jura – fælder og fodfejl ved dødsfald
Vi har hørt om situationen: Min mand er død – og nu har banken lukket alle konti. Hvem betaler regningerne? Hvordan får jeg penge til at leve?
Traditionelt set har mange kvinder i vores alder overladt alt det med penge og papirer til vores ægtefælle.
Statistisk set lever kvinder længere end mænd …. så: Hvad gør jeg, hvis/når min mand pludselig går bort, og jeg oveni sorgen og alt det praktiske også skal til at forholde mig til bank og arvinger.
Der er mange spørgsmål – og advokat Charlotte Bengtsen og bankdirektør Mimi Boed kommer og fortæller os om, hvad der er vigtigt at have styr på i forhold til penge og jura, så vi kan undgå de værste fælder og fodfejl. Og de er klar til at svare på alle vores spørgsmål.
Du er velkommen til at spørge under mødet – og du er velkommen til at sende dine spørgsmål på forhånd til Dorthe Ingerslev – [email protected], så vil de blive stillet i anonym form under mødet.
Vær opmærksom på, at hverken Charlotte eller Mimi kan gå ind i en egentlig sagsbehandling på mødet – men du vil altid kunne få en tid hos dem efterfølgende, hvis du har behov for det.
Advokat Charlotte Bengtson, Helsinge – KLIK HER og gå til Charlottes hjemmeside
Bankdirektør Mimi Boed, Spar Nord Helsinge – KLIK HER og gå til Spar Nords hjemmeside
Spørgsmål, der er kommet ind
I september 24 så vi i TV eksempler på, at honorar til skifte/bobestyrer kunne være helt urimeligt høje. Hvordan sikrer jeg mig imod det – både hvis jeg sidder som enke, og hvis jeg i mit testamente beslutter, at mit bo skal behandles ved bobestyrer, når jeg er død.
Hvordan sikrer jeg, at alt økonomisk ikke bliver lukket ned om ørerne på mig, når min mand dør? Hvordan håndterer jeg det?
Min mand og jeg har helt almindeligt fælles økonomi, og jeg regner med at skulle sidde i uskiftet bo, når han dør. Men nu er jeg blevet rådet til at skulle skifte med børnene (vores fælles biologiske børn) i forbindelse med dødsfaldet. Er det et godt råd?
Hvad koster det ca. at lave et testamente?