Erik Lindsø – om livsmod, livslyst og livsglæde
Årets julemøde bliver lidt anderledes end tidligere år …. Vi glæder os til at byde velkommen til Erik Lindsø og få et ordentligt skud godt humør til at gå på juleferie på.
Humor som medicin
Om livsmod, livslyst og livsglæde
Ved forfatter og foredragsholder Erik Lindsø
”Det handler om at ændre mismod til livsmod, og jeg gør det ved at tage fra de muntre og give til de skuffede,” siger Erik Lindsø – forfatter og højskolemand. Han kommer med et muntert og livsbekræftende foredrag, hvor lattermusklerne bliver rørt.
Humor og livsglæde er indholdet, når Erik Lindsø holder foredrag.
”Humoren er en elastik af solidaritet og tilgivelse,” forklarer Erik Lindsø, der i foredraget anvender netop humoren til at give en kærlig opsang til dem, som han kalder de langtidsskuffede, bekymringsparate levebrødspessimister – dem, der gør verden til et alvorstungt, livstrættende sted at være.
”Jeg har hørt en af dem sige: ’Hvad hjælper det at være en hestehoved foran, hvis det går ned ad bakke?’ – Det er sådan et livssyn, vi må vaccinere imod.
Erik Lindsø kommer med vaccinen.
“Humor er det bedste værn mod stress. Med humor når vi det samme, men for nedsat tempo – vi bliver langsomme i vendingen, men hurtigere i replikken,” siger Erik Lindsø.
“Vi kan være i dårligt humør eller ikke i humør til noget, men med humor kommer vi i godt humør. Med humor kan vi vende mismod til livsmod. Med humor kan vi afvæbne den, der er urimelige og redde situationen.”
“Humoren fornyr og forynger vores livssyn. Humoren gør os finurlige og eventyrlige,” forklarer Erik Lindsø.
“Med humor får vi overskud til at drage virkeligheden i tvivl. Som Peter Plys siger: ”Folk siger ingenting er umuligt, men jeg laver ingenting hver dag.”
Erik Lindsø er forfatter og højskolelærer tilknyttet Rødding Højskole. Han er en af landets mest efterspurgte foredragsholdere og fortællere, der gennem årene har holdt mere end 3000 foredrag. Med muntre historier og humorens bid sætter han tilværelsen under lup. Erik Lindsø har været højskoleforstander på Rønshoved Højskole, programmedarbejder i Danmarks Radio og redaktør for Højskolebladet og Magasinet Grænsen.
Erik Lindsø har bl.a. udgivet bøgerne ”Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder” og ”Livet er i det mindste en historie værd” og “Viljen til Rødding. Genstarten af Rødding Højskole 2006-2012”. Han seneste bog er ”Menneske først” – udgivet i serien ’Kristendommen ifølge fra Forlaget Eksistensen.

Sognegården
